13.2.12

Gode tider på vej..



Hej min kære læsere :-)

Jeg vil bare lige melde ud, at jeg går og har det rigtig godt for tiden. Jeg har fået mig en rigtig dejlig kæreste, mit arbejde med min sorg over tabet af min far går fremad, og jeg skal til jobsamtale imorgen (tirsdag) klokken 12.00 - det glæder jeg mig rigtig meget til, og jeg sidder lige nu med de største sommerfugle i maven. :-)

Den 14 december 2011 skrev jeg hele hændelsesforløbet ned i et dokument, hvoefter jeg delte det på Facebook med alle mine venner, og allerede efter 10 minutter var der allerede 10-20 mennesker der havde skrevet til mig og havde konduleret og sagt at det var flot klaret mm., mens jeg bare sad og tænkte; "Hvorfor er det så flot klaret?"
Jeg kunne ikke forstå, hvorfor folk syntes at det var så flot klaret at jeg havde skrevet ned, hvad der var sket fordi at det inderst inde ikke rør mig at snakke/skrive om det - mærkeligt nok?

Nå, men jeg vælger lige at dele linket med jer mennesker derude der endnu ikke har læst det endnu:

Først og fremmest, skal du som læser vide at jeg ikke skriver dette med det simple formål at få opmærksomhed. Jeg skriver dette, da jeg regelmæssigt modtager spørgsmålene i chatten som ”Er din far død?” og ”Er det rigtigt at din far er død? Hvordan skete det?”. Efter at have svaret på en del af dem, har jeg valgt at skrive det her, så alle kan læse det. 
I dette tekststykke forklare jeg helt ned i detaljer, hvad der helt præcist skete den 30 december 2010.Igen, jeg skriver på ingen måder dette for at opnå opmærksomhed eller medfølelse. Derudover takker jeg rigtig mange gange for at du gider at bruge tid på at læse hvad jeg skriver. 
Den 30 december 2010
Jeg kan højt og tydeligt huske, at jeg både havde ringet, skrevet en sms og en mail til ham for at høre om jeg skulle køre ned i brugsen og handle for ham. Jeg var sammen med min ven Jonas, og havde været det de sidste 3 dage. Min far var meget syg, han havde haft en svær depression i omkring 10 år, og var næsten lige fået afvide at han havde forhøjet blodtryk og KOL-lunger ( også kendt som rygerlunger ). At han var så syg, betød at han ikke orkede så mange ting, som f.eks. at gå ned i brugsen og handle, så jeg gjorde det næsten hver dag for ham. Men, efter at have ringet gang på gang uden svar og sendt utallige mails og sms’er, valgte jeg simpelthen at gå hen og spørge ham inden brugsen lukkede. 
Da jeg kom ind af døren, lagde jeg mærke til at vores lille cockerspaniel hund Mikkel var rigtig kuldret / rundt på gulvet. Han spænede rundt og hylede og gøede, somom der var noget helt galt. Det syntes jeg selvfølgelig var mærkeligt, og jeg lukkede ham bare ud i haven fordi at jeg troede at han skulle tisse. Han spænede ud i haven, og var hurtigt væk. Jeg gik langsomt ind i stuen og så at fjernsynet var tændt – men min far sad ikke i den store chesterfield-stol som han plejede. Jeg tænkte at han nok stadig sov eller var gået ind for at tage sig sin daglige morfar, så jeg gik hen mod soveværelset for at se om han var derinde. Men på vej hen til soveværelset, lagde jeg mærke til at vores store bekkasin-ovn var gået ud, og at der var rigtig koldt i huset. 
( Vi var ved at sætte vores hus i stand, så det var rigtig utæt hvilket betød at der nogen gange blev helt ned til 5 grader inde i selve huset, hvis ikke brændeovnen var tændt. )
Da jeg kom ind i soveværelset, så jeg at han lå der i sengen. Jeg gik hen og satte mig på sengekanten, og kiggede lidt på ham. Jeg sagde lige så stille ”Stoffer( hans kaldenavn ) , stoffer.. du skal op nu. Skal jeg ikke gå i brugsen for dig i dag?”. Han svarede ikke, og jeg begyndte stille og roligt at skubbe blidt til ham, men da han stadig ikke reagerede fik jeg pludselig vanvittigt ondt i maven og tankerne om ”er han nu død, åh nej” væltede op inden i. Jeg tog nu hårdere fat i hans skuldre og direkte ruskede i ham, men stadig ingen reaktion. Jeg bøjede mig forover, og lagde hovedet ned til hans mund og næse for at lytte efter åndedræt. Der var intet. Jeg kiggede på hans bryst efter bevægelser, heller intet. Jeg prøvede derudover også at mærke efter puls på både hans hals og nede ved håndledet. Der var heller ikke noget. Jeg fik nu endnu mere ondt i maven, og fik fat i min telefon og ringede 112. Det var anden gang i mit liv at jeg ringede til Alarmcentralen, men jeg huskede på at min far altid havde sagt at jeg skulle tage det med ro, og starte med at sige mit navn, hvor jeg boede og hvor gammel jeg var, og så derefter fortælle hvad der var sket. Jeg fortalte, at jeg hed Thor Kirkholt, jeg var 16 år og at jeg bor i Hylke uden for Skanderborg. Derefter fortalte jeg at jeg havde fundet min far livløs i hans seng, og at jeg vil have sendt en ambulance ud til vores adresse hurtigst muligt. Manden i telefonen spurgte hvad adressen var, og jeg oplyste ham med min adresse. Han sagde, at det var flot klaret af mig og spurgte om jeg kunne se nogle livstegn. Nej, svarede jeg. Han fortalte mig, at jeg skulle trække min far ned og give ham hjertelungemassage indtil ambulancen kom. Jeg gik i gang med det samme, og gav ham førstehjælp i omkring 5-10 minutter indtil ambulancen kom. Jeg løb ud og fik dirigeret ambulance folkene ind i soveværelset, og de bad mig om at løbe ud til vejen og vente til lægebilen kom, og få hunden i ro. Jeg gjorde som jeg fik besked på. Da jeg sad derude, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ikke græde, jeg kunne ingenting. En af mine kammerater som jeg havde snakket med tidligere og som jeg faktisk have aftalt at jeg skulle følges med, kom ned til mig og spurgte hvad der var sket. Jeg svarede, at jeg havde fundet ”Stoffer” og at han var død. Jeg kan faktisk ikke helt huske det, men lidt tid efter kunne jeg se lægebilen komme nede for enden af vejen. Jeg rejste mig op, og fik lægebilen bremset. Lægerne løb ind i huset til de andre ambulance folk, og min kammerat og jeg fulgte med. Da vi kom ind, mødte vi ambulance folkene. De sagde, at det var for sent. De havde erklæret ham død. Jeg kan huske, at jeg blev nødt til at sætte mig ned. Jeg havde ingen følelser, og jeg kunne ikke tænke. Daniel, min kammerat lagde armen om mig og sagde at det gjorde ham ondt. Jeg stirrede bare ned i gulvet. Den kvindelige læge bad mig ringe til min familie, og fortælle hvad der var sket. ”Det kan jeg sgu da ikke”, sagde jeg og stirrede stift ned i gulvet, men alligevel tog jeg min telefon og ringede op til min søster. Da hun tog telefonen, kunne jeg ikke få nogle ord ud, andet end ”Hej Nadia. Den er ikke så god med vores far..”, mere kunne jeg ikke få ud, og jeg gav telefonen til lægen og bad hende om at tage over. Jeg satte mig ned igen, og fældede en enkelt tårer, mere blev det ikke til. Jeg fik telefonen igen, og der gik ikke andet end 30 sekunder fra jeg fik telefonen, til min storebror Leon ringede. Han græd i telefonen, men jeg kan ikke huske hvad vi sagde… Flere og flere mennesker kom til for at se hvad der var sket, både vores naboer, mine kammeraters venner og flere.
Det er for svært for mig, at forklare med ord, hvad der skete resten af dagen og aftenen.
R.I.P ♥

Fortsat god vinterferie,

Thor Kirkholt

2 kommentarer:

  1. Aej .. blev virkelig rørt af at læse det her! må nok indrømme at jeg fældede en tåre eller to /: det gør mig virkelig ondt med din far! jeg har selv mistet en masse jeg holdte af, så jeg ved næsten hvordan du har det. selvfølgelig er det noget andet, når det er din far. ): R.I.P Preben!

    - det er rigtig fin blog du har, jeg er fast læser, og håber du vil blive det på min også :-)
    http://julie-mm.blogspot.com/

    SvarSlet
  2. Jeg takker rigtig, rigtig rigtig mange for dine fine ord! Tusind tak.

    - Jeg er nu også fast læser af din ;-)

    SvarSlet